Illegal

Modstandskamp - fra landsskadelig til moralsk og politisk nødvendighed
Det officielle Danmark anså under krigen (og især til at begynde med) modstandskampen for at være landsskadelig. Modstandskampen var i al sin enkelthed ulovlig fordi den var i modsætning til de officielle love som regeringen var blevet tvunget til at vedtage af tyskerne.

Men langsomt vendte stemningen, og efterkrigstiden endte med at berømme modstandskampen. Nu blev den karakteriseret som en moralsk og politisk nødvendig krig mellem det gode og det onde, og modstandsfolk blev betragtet som helte der kæmpede for fædrelandet.

Men under krigen var det nødvendigt at beskytte sig mod de danske myndigheder (det vil især sige dansk politi som skulle håndhæve lovene) og mod stikkerne, landsforræderne.

Eksempel på falsk identitetskort; det vil sige oplysningerne var falske – selve kortet med stempler var originalt.

At gå under jorden
Det blev derfor nødvendigt for mange modstandsfolk at beskytte sig selv og familien så godt som muligt ved at 'gå under jorden'. Det betød at man skulle bo andre steder end på den officielle adresse, og det blev nødvendigt med falske identitetspapirer; cpr-numre fandtes ikke.
Der er mange historier i litteraturen, film og tv-serier om den forsigtige mand som til daglig viger tilbage for at handle, men som så skifter identitet og bliver den handlekraftige aktør. Tag for eksempel historien om Zorro som sloges mod den spanske statsmagt, eller Den røde Pimpernel som hjalp aristokrater ud af kløerne på Den franske Revolution.

I virkelighedens verden var et sådan dobbeltliv svært at realisere – især hvis man også var eftersøgt for at være politisk aktiv under sit rigtige navn. Derfor gik man 'under jorden'. Danmarks kommunistiske Parti forsøgte at fremskaffe overnatningssteder og mad til partimedlemmerne som gik under jorden.

Det har ikke været en rar tilværelse - og meget langt fra noget der kunne ligne en helts tilværelse! Det var dødsensfarligt, frygt og afsavn blev dagligdags og partisankrigen et vilkår - overlev ved hele tiden at være forudseende. Kun en indædt stædig overbevisning om at det var det eneste rigtige at gøre både moralsk og politisk, har kunnet begrunde at der overhovedet var nogen som deltog.

Anholdelse og illegalitet

Om morgenen den 22. juni 1941 da Nazi-Tyskland angreb Sovjetunionen, anholdt dansk politi de ledende kommunister, samt ung-kommunister på en sommerlejr; blandt dem var Erik S. Saxtorph. Ung-kommunisterne blev sat i Vestre Fængsel, enkelte videresendt til Horserød. Efter 24 timer blev Saxtorph frigivet formentlig fordi Københavns Opdagelsespoliti ikke havde 'henledt opmærksomheden på ham'.
I alt blev 295 kommunister anholdt grundlovsstridigt, 178 blev interneret i Horserødlejren. Den 22. august 1941 blev kommunistloven som forbød al kommunistrisk virksomhed, vedtaget af Rigsdagen med tilbagevirkende kraft. Halvandet år senere var situationen ændret. Den 29. oktober 1942 vurderede Justitsministeriet nu at Saxtorph ville deltage i kommunistisk arbejde og derfor skulle tages i forvaring - indtil videre ved politiets foranstaltning. Derefter gik han ’under jorden’.
Efter krigen fik han en dokumentation for sin illegale tid der for hans vedkommende varede i mere end to år inden han tog til Sverige.